Etter gårsdagens Toxic-post fikk jeg sendt link til enda en utgave. Og den er bare riktig flott, og viser samtidig også hvilken utrolig sang “Toxic” er. Dagens utgave er med Yaron Herman. Plateutgaven kan høres her (youtube med bare lyd), men her er en liveutgave:
Takk til Stan Hawkins for linken.
steinskog 
August 21, 2008 at 4:36 pm |
Uh, det første minut er godt nok godt. Derefter synes jeg den løber lidt af sporet i improvisationshelvedet.
August 21, 2008 at 5:21 pm |
Jeg synes det første minuttet er riktig godt. Men vi er ikke helt enig om resten. En grunn for å sette sporet høyt er også den viljen til å oppdatere jazzrepertoaret, der sporet fra Coltranes “My Favorite Things” via Miles Davis’ “Time After Time” – samt, selvsagt, mange andre – leder til at også “Toxic” kan brukes i så måte. Og hvis du hører plate-utgaven (som også ligger som lydspor på Hermans hjemmeside), så er det mange lekre detaljer der også i improvisasjonene. Muligens er dette først og fremst en smakssak – knyttet til musikksmak – men jeg hører gjerne mer spesifikt fra deg hva du mener med “løber af sporet i improvisasjonshelvedet.”
August 21, 2008 at 7:32 pm |
Jeg tror helt sikkert, det hovedsageligt er et spørgsmål om musiksmag (jeg har aldrig været helt vild glad for jazz-improvisation).
Jeg er med på hele opdateringen af jazz-repertoiret. Jeg er heller ikke uenig overhovedet i denne Jazz-versions kvaliteter. I hvert fald synes jeg denne version er noget mere interessant end originalen.
Jeg hørte plade-udgaven, og der synes jeg improvisationerne fungerer bedre end i live-udgaven. Desværre synes jeg så ikke at indledningen er helt så god.
Så til et forsøg på at kvalificere kritikken af improvisationerne i live-udgaven lidt: Starten virker meget “stram” især med klavernuancerne, hvor anslaget på strengene bliver dæmpede, men også i det hele taget sammenspillet mellem bas, klaver og percussion fungerer som en nuanceret enhed. Siden hen (særligt fra 2.30 – 4.00) synes denne stramhed helt at blive opgivet i en mere traditionel jazzet improvisation, hvor stringensen synes at være tilsidesat til fordel for det legende.
Man kan jo så diskutere om ikke den udvikling er tilsigtet for nummeret slutter jo med en tilbagevenden til begyndelsen og begyndelsens stramhed. Så selvom nummeret rent formelt lukker sig om sig selv kan man måske sige at der i selve nummerets bevægelse sker en momentan overskridelse af den stringente form nummeret indledningsvist lægger op til (ligesom selve jazz-opdateringen af et så stort pophit som Toxic også er et relativt overraskende brud på popgenren).
Desværre finder jeg blot, at improvisationerne virker meget typiske. Det er jazz, som man kender det. Så hvor nummeret måske bryder med forventningerne til et “Toxic-nummer”, så synes jeg ikke de får overskredet jazzens egne konventioner. Fx virker skala-improvisationerne fra 2.20-3.20 meget typiske (og imo meget kedelige). Men det skyldes måske at jeg ikke kender nok til jazz?
Men altså: måske kan man sige, at nummeret selv i en vis grad imødegår og afviser min kritik. Det skal da ikke forhindre mig i fortsat at nyde den stramme form i langt højere grad end den legende (som jeg finder ret selvsmagende). Og det ændrer i hvert fald ikke min oplevelse af indledningsvist at være meget overrasket og ikke at vide hvor nummeret bevægede sig hen ad, til efterfølgende at være skuffet over at det “bare” udmøntede sig i ganske almindelig Jazz, som jeg kender det”.
Men jeg er, som antydet ovenfor, åben for, at det kan skyldes, at jeg ikke opfanger nuancerne i jazzen på grund af manglende kendskab til genren.
August 22, 2008 at 8:16 am |
Flott med din utdypning Henrik, og jeg tror jeg ser bedre hvor vi er uenige nå. For å ta noe av enigheten først; jeg synes også begynnelsen er mye bedre på live-utgaven. De gjør noen ting med nyansene i spillet som fungerer riktig godt. Og jeg tror du peker på noe riktig i at det her foregår et møte mellom en utgave av “Toxic” og en mer klassisk jazz-form, der improvisasjonen finnes mellom en presentasjon av det musikalske materialet og en avslutende, tilbakevendende del.
Her synes jeg generelt at jazzmusikere gjerne kan eksperimentere mer med formen, slik at tema-improvisasjon-tema strukturen blir brutt. Og det er da også mange som gjør. Når det er sagt synes jeg herværende utgave fungerer godt; ja, det er et møte mellom “Toxic” og kontemporær trio-jazz, men det er en av tingene jeg så liker. Så måske er våre uenigheter her knyttet til musikk-smak, og det er jo sånn sett helt ok.
Iøvrigt er det en annen jazzmusiker (som også gjerne spiller i trioformat) jeg også vil henlede oppmerksomheten på når det gjelder å anvende kontemporært pop/rock-materiale som utgangspunkt: Brad Mehldau. Her høres hans utgave av Radioheads “Paranoid Android.”