Døden er innskrevet i livet. Vi skal alle dø, og filosofisk sett har mange definert mennesket som den skapning som har viten om dette. Altså at mennesket skiller seg fra dyrene idet vi vet at vi skal dø. Som Heidegger sier det innebærer dette i en viss forstand at dyr ikke dør; de bare opphører å eksistere. At alle skal dø gjør dermed også døden til en slags “demokratisk” størrelse; døden skiller ikke mellom rik og fattig, mellom klasser, eller mellom individer. Døden deindividuerer oss. Samtidig er døden også innskrevet i de etterlattes liv, og her blir det mer av en forskjell. Hvordan man lever videre med den andres (eller de andres) død er en helt annen dimensjon ved døden, og her er det store forskjeller. I erindringen og måter man bevarer minnet om den døde kan nettopp forskjellene innskrives. Og et klassisk sted for slike innskrivninger er selvsagt gravsteinene. Gravsteiner er monumenter også over ikke-monumentale liv, samtidig har de monumentale liv mer monumentale minnesmerker. Men minnesmerkene kan også være av mer personlig karakter, og her gjenfinnes en individuerende dimensjon. Gravstedet og gravsteinen gjøres personlig; man innskriver det individet – og dets relasjoner – som i en viss forstand ikke lengre finnes, men der nettopp erindringen blir materialisert i minnesmerket. I Politiken finnes det i dag en artikkel om gravstedet som et personlig prosjekt. Og her er døden sammenstilt med et av de andre store emner: kjærligheten. Eksempler med gravsteiner der den etterlattes navn er innskrevet, og der bare dødsåret mangler, viser til en kjærlighet som på det nærmeste overskrider døden, en kjærlighet der tidsrommet mellom partnernes død i en viss forstand blir en mellomperiode, fra et liv sammen til en død sammen. Noen vil finne dette morbid; det gjør ikke jeg. Men det er interessant, og sier noe om kulturelle dimensjoner både ved døden og kjærligheten. Så på samme måten som man kan hevde at døden ikke er en naturlig dimensjon (var den det ville også dyr dø), men en dimensjon ved menneskets kulturelle selvforståelse, på samme måten er kjærlighetens karakter kulturell, og forstås på ulike måter gjennom historien. Men kjærligheten som overskrider døden, eller den kjærligheten som bare kan oppnås i døden – det man i forhold til Wagners Tristan und Isolde kaller Liebestod – er også en konstruksjon med stor kraft. Her finnes en kraft der kjærligheten er grenseoverskridende; der intet synes å kunne forhindre kjærligheten. Gravsteiner er likevel ikke bare monumenter over den avdøde eller den avdødes nærmeste relasjoner; de er også monumenter over den kulturelle forståelsen av døden. Fra de minste steiner til pyramidene forteller de noe om kulturens forståelse av døden – og livet. Sorgarbeidet er ikke det eneste her; erindringsarbeidet er muligens enda viktigere – både knyttet til det personlige minnet og til den kollektive erindring (en dimensjon som også på mange måter er historien). Døden som poetisk fenomen og fundament er en annen dimensjon. Hvor mange eksempler kjenner vi ikke på døden – og tapet – som et av de fundamentale emner for kunsten? Fra Orfeus’ sang etter tapet av Euridike til, vel, det er mange eksempler, men her er Bob Dylans “Tombstone Blues”:
steinskog 
July 29, 2008 at 10:59 am |
Jeg synes, at det er tankevækende, at der siden 1960erne er sket en udvilking med hensyn til de ikke så traditionsbundne og verdslige storbykirkegårdes gravsteder, der gør dem mere intime eller private (og mere anonyme eller lidet (offentligt) kommunikerende) – eksempelvis ‘Her hviler Far’, ‘-Pus’, ‘-Lillesøster’ samt de personlige breve og lys og placeringen af afdødes legetøj osv. – samtidig med, at døden er blevet noget stadig mere marginaliseret i vores vestlige samfund og håndteringen af den heri stadig mere professionel.
Døden synes at være et upassende, ukontrollerbart faktum i det ellers så proft kontrollerede samfund, et “nederlag for sundhedsvæsenet”, som det jo gerne hedder sig om dødsfald – ja døden virker måske i det hele taget dét mere uacceptabel, fordi alt andet er så velordnet? Måske den større grad af intimitet i forbindelse med gravstederne også må ses som et vidnesbyrd om, hvor ekstra vanskeligt mennesker i dag har det med at acceptere døden – udover, at den vel også er et udtryk for en anderledes liberal eller individualiseret tidsånd overhovedet.
July 29, 2008 at 10:59 pm |
Muligens er døden upassende. I den forstand at én kulturell forståelse av den er at den helst burde unngås. Det er i mot en slik forståelse jeg skriver at døden er innskrevet i livet. Ikke så å forstå at livet skal fullendes i døden – det er ikke helt min greie – men i den forstand at livet gis mening i visshetenom dets begrensede utstrekning. Jeg vet ikke om mennesket av i dag har det vanskeligere med døden enn mennesket av i går. Men der fortidens generasjoner ofte hadde møtt døden så å si på nært hold, gjennom for eksempel å ha hatt døende mennesker i sitt hjem eller ha sett ett lik, er dette en erfaring som nok er skjeldnere i dag. Samtidig opplever jeg vel at mange aksepterer døden, men det betyr jo ikke nødvendigvis at alle har like klare oppfattelser av hvordan de skal håndtere den.
July 30, 2008 at 9:40 am |
Ja, jeg kan udmærket følge din “dødsfilosofi”, idéen om hvordan døden er indskrevet i livet, giver en slags “mening i vissheten om dets begrensede utstrekning”, ligesom den rigtignok er en slags demokratisk eller deindividuerende størrelse.
Min pointe er vel blot, at døden som den konkrete død, vi oplever – den andens død, selvklart – tilsyneladende håndteres på en måde, der snarere afspejler end afviger fra udviklingen generelt i vores “rationelt” kontrollerende, anonymiserende eller almengørende samfund, hvori individualitet helst skal være et privat anliggende, med mindre det viser sig særligt funktionelt og som sådan efterfølgelsesværdigt (eller reduceres til profitabelt skin, særligt i kulturindustrien): den, der dør, dør typisk alene i egenskab af ens mor, far, barn…, og efterhånden sjældent med andre ord på de bemærkelsesværdigt ensartede, lidet iøjnefaldende gravsten, der siger noget om personlighed, dyder, stilling, rang, betydning for (lokal)samfundet…; tænk også blot på de nyere kirkegårdes sirlige celler på snorlige rækker (kontra de lidt ældre, ofte pittoreske, mere eller mindre park-agtige kirkegårde). Desuden kunne man nævne ligbrænding som et andet eksempel på, hvordan håndteringen af døden i høj grad synes at stemme overens med samfundstotaliteten: fokuset er rationalitet, funktionalitet, ensartethed, men også gerne med mere end et snært af religiøsitet, eftersom de lutrende flammer tager sig af såvel det dekomposerede, smittefarlige legeme som en speeden up af ’til jord skal du blive’-processen). Og igen: hvem er det, som du også er inde på, der praktisk taget håndterer så godt som alt, hvad der har med (den andens) død at gøre: det “rationelle” samfund – som så tildeler os alle hver vores ensartede, lille domæne, hvor vi kan være anonymt private, og altså på en måde mere private end tidligere, anderledes intime (men altså uden at stikke ret meget ud i det store eller fjernere perspektiv).
Og når jeg så spørger, om det ikke kan tænkes, at vi har vanskeligere ved at acceptere døden i dag end tidligere, er det ganske enkelt fordi der på grund af den beskrevne udvikling med hensyn til håndteringen af døden synes at være blevet, om ikke mindre, så næppe mere rum for tanken om døden (eller igen: anden andens død) som andet og mere end en torn i øjet på en helhed i kontrol. Ikke at jeg dermed antyder, at der nødvendigvis ER en eller anden distinkt mening med døden (udover “vissheten om dets begrensede utstrekning”); jeg forholder mig her udelukkende til mulighedsbetingelserne for tanken om døden som andet og mere end noget ukontrollabelt eller irrationelt: det Andet i forhold til samfundstotaliteten – hvis rationelle håndtering i høj grad afspejler den, altså samfundstotaliteten.
July 30, 2008 at 9:47 am |
Beklager sjuske-fejlene.
July 30, 2008 at 8:55 pm |
Døden, som den konkrete død, håndteres nok på en måte som gir mening innenfor den kulturelle konteksten den finner sted i. Men på samme måten som man kan tale om a way of life burde man muligens også kunne tale om a way of death. Her i sommer har jeg gjenlest Jan Assmanns Der Tod als Thema der Kulturtheorie (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2000), og der skriver han om en kulturvitenskapelig thanatologi (som vel er en oversettelse av det du kaller ‘dødsfilosofi’), men både teoretiske, historiske og komparative perspektiver. Boken inneholder også et etterord av Thomas Macho, “Tod und Trauer in kulturwissenschaftlichen Vergleich” (Macho er for øvrig også forfatter av den glimrende boken Todensmetaphern – Zur Logik der Grenzerfahrung [Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1987]), og Macho skriver der at det er et negativt aksiom enhver vitenskapelig thanatologi må ta inn over seg: at døden ikke uten videre lar seg konstitutere som et erkjennelsesobjekt. Jeg tror disse ansatsene har mye for seg, altså at det komparative perspektivet – historisk og geografisk – kan si noe om dødens plass i kulturen. Og i livet.
July 30, 2008 at 10:20 pm |
Lidt let sommer-læsning, du har haft gang i 😉
Det lyder da umiddelbart som om, at d’herrer aus Deutschland griber sagen an på en fin måde.
Blot en – måske overflødig – kommentar til det her: “Døden, som den konkrete død, håndteres nok på en måte som gir mening innenfor den kulturelle konteksten den finner sted i.” – Jo, men der er jo trods alt – men det benægter du vel heller ikke – ikke så lidt forskellige måder, hvorpå man har håndteret døden på indenfor rammerne af én bestemt kultur. For eksempel er der, trods mange ligheder, ganske betydelig forskel på den store, berømte og meget interessante Skogskyrkogården i udkanten af Stockholm og den slags storbykirkegårde beskrevet ovenfor (- allerede i samme periode som Skogskyrkogården (som Anne-Louise Sommer har skrevet et fint kapitel om i sin rigt illustrerede De dødes haver. Den moderne storbykirkegård, 2003) blev til – årene 1915-1940 – var den særlige kombination af det anonyme og det nøje udmålt private ikke så lidt udbredt i Skandinavien, blot var der endnu ikke samme tendens til det intime).
July 31, 2008 at 11:03 am |
Jeg er enig med deg. Det er også forskjellige måter å behandle døden på innenfor kulturen, også der kulturforskjeller nok ikke kan definere det hele. Og jeg finner dine betrakninger – henvisninger – til forskjeller på kirkegårder både interessnate og viktige. Men muligens finnes det også her mindre kulturelle forskjeller? I Norge er eksempelvis kremasjon et by-fenomen, mens man på landet begraver i kiste (det finnes sikkert unntak, men dette er det store bildet), så her vil den kulturelle konteksten også gjelde forskjellen mellom by og land. Og storbyen og dens utkant har kanskje en likhet med dette?
July 31, 2008 at 4:28 pm |
Til at begynde med (dvs. fra 1880erne) var kremation mig bekendt også i Danmark et byfænomen; men i dag bliver vistnok 3 ud af 4 lig brændt i DK. Det med storby og udkant af storby er lidt tricky, fordi mange af vor tids storbykirkegårde oprindeligt lå eller (alt efter hvor meget/lidt byen er vokset) stadig ligger i udkanten – “uden for murene”. Det af forskellige årsager, ikke mindst sundhedsfaren ved de overfyldte kirkegårde midt i byen spillede ind, men også det natursyn, der prægede mange i 1800-tallet, da mange af de store storbykirkegårde blev til. Så det er ofte ikke så heldigt at bruge center/periferi som forklaringsmodel i denne sammenhæng. Men det er klart, at by/land også spiller ind, om ikke andet så med hensyn til, hvor længe forskellige traditioner bevares/hvor længe der går før nye erstatter dem.