Som sang fra de fjerneste stemmer

“Aus der Hörmuschel kam ein Summen, wie K. es sonst beim Telephonieren nie gehört hatte. Es war wie wenn sich aus dem Summen zahlloser kindlicher Stimmen – aber auch dieses Summen war keines, sondern war Gesang fernster, allerfernster Stimmen – wie wenn sich aus diiesem Summen in einer geradezu unmöglichen Weise eine einzige hohe aber starken Stimme bilde, die an das Ohr schlug so wie wenn sie fordere tiefer einzudringen als nur in das armselige Gehör.”

(Franz Kafka, Das Schloß, 1926)

 

2 Responses to “Som sang fra de fjerneste stemmer”

  1. Claus Krogholm Says:

    “Efter at det havde puslet lidt i Tragten, lød en Stemme, langt, langt borte, lillebitte, men ganske tydelig, en sløret sær Røst, som jeg øjeblikkeligt kendte. Det var – ja, et Navn, en Ven – en Vens Stemme, som i sin Tid havde været mig kær. Nu havde den en fremmed, haabløs Klang, var lukket, som om der laa Mile af Jord over den (…)
    Lidt efter smækkede det svagt i Telefonen, Tusinder af Mile ude, og Suset skiftede, idet et andet af Sfærernes Tandhjul greb ind i Udvekslingen, og nu kogte det igen nærmere og hjemligt, vor egen Lyd, Byens og Nattestilhedens Røst.”
    Johannes V. Jensen: “Vinternat” (1907)

    “Det sjöng i hela huset. Det sjöng från telefontrådarna, dovt och klart, hårt och ihållande (…) Jag fick för mig att det var rymden som sjöng, att jag befann mig innerst inne i universums gigantiske snäcka, den som uppfångade de allra yttersta ljuden och gav dem till mig (…) Rymden sjöng för mig, dovt och vinande. Det lät som deformerade röster. Sången från den yttersta av rymder hade röster i sig, rösterna var egendomliga och omänskliga, de kom långt bortifrån men de tyctes ha ett budskap.”
    Per Olov Enquist: Sekonden (1971)

  2. Erik Steinskog Says:

    “We moved our hands, for example, when we were dwellers on the earth, and, in so doing, we gave vibration to the atmosphere which engirdled it. This vibration was indefinitely extended, till it gave impulse to every particle of the earth’s air, which thenceforward, and for ever, was actuated by the one movement of the hand. […] It is indeed demonstrable that every such impulse given the air, must, in the end, impress every individual thing that exists within the universe […] In speaking of the air, I referred only to the earth; but the general proposition has reference to impulses upon the ether – which, since it pervades, and alone pervades all space, is thus the great medium of creation. […] And while I spoke, did there not cross your mind some thought of the physical power of words? Is not every word an impulse on the air?”

    Edgar Allan Poe: “The Power of Words” (1850)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s


%d bloggers like this: