Karlheinz Stockhausen – 1928-2007

Karlheinz Stockhausen døde i sitt hjem 5. desember. Pressemeldingen fra Stockhausens selskap kan leses her. Med det er enda en av de store komponistene fra etterkrigstiden borte. Det er delte meninger om hans musikk, og har vært knyttet diverse kontroverser til ham (kan hende ikke minst i forhold til uttalelser post 9.11), men han har samtidig utvilsomt hatt stor betydning for mange ulike komponister og musikere de siste 50 årene. For egen del er det særlig Gesang der Jünglinge (1955-56) som har stor betydning; det er, etter mitt skjønn, ett av de elektroniske musikkverkene fra 1950-tallet som vil bli stående. Og det har noen aldelses fantastiske bearbeidelser av stemmer.

For mer om Stockhausens bortgang og linker til diverse andre sider henviser jeg til Alex Ross’ blogg.

Update: det er, selvsagt, en mengde flere linker i forbindelse med Stockhausens død. Jeg vil særlig henlede oppmerksomheten på ANABlogs liste  samt på en memoria-side som kan finnes her.

6 Responses to “Karlheinz Stockhausen – 1928-2007”

  1. Claus Krogholm Says:

    Stockhausen var en mangetydig figur. På den ene side så inkarnerede han for mange en esoterisk modernisme, der insisterede på ‘nie erhörte klänge’; en elitær kunstmusik, der vendte ryggen til publikum. Og på den anden side, så rækker Stockhausens indflydelse langt ud over kunstmusikken. Det er vel svært at forestille sig genrer som techno, electronica, hip-hop osv. uden Stockhausen – naturligvis med Stockhausen-eleverne Kraftwerk som et vigtigt link.
    Det er nok heller ikke tilfældigt, at Stockhausen figurerer på omslaget til Sgt. Pepper. Interessant hvordan han på den måde er blevet et bindeled mellem den esoteriske kunstmusik og så det, man kalder populærkultur.

  2. Erik Steinskog Says:

    Jo, Stockhausens legacy går definitivt ut over den såkalte kunstmusikken. Det gjelder også store deler av jazzen. Selv synes jeg også flere av hans verker – og refleksjoner rundt dem – gjør at han kan kalles en tysk utgave av Sun Ra. I tillegg har du følgende, som jeg siterer fra Miles Davis’ selvbiografi, og som er knyttet til hans On the Corner:

    “I had gotten into the musical theories of Karlheinz Stockhausen, a German avant-garde composer, and an English composer who I had met in London in 1969, Paul Buckmaster. […] What I was playing on On the Corner had no label, although people thought it was funk because they didn’t know what else to call it. It was actually a combination of some of the concepts of Paul Buckmaster, Sly Stone, James Brown, and Stockhausen, some of the concepts I had absorbed from Ornette’s music, as well as my own.”

    Og selv om den selvbiografien også er del av myteskapingen rundt Miles Davis, er det noen gode poenger her. På lignende måte som med Kraftwerk – og Can, som hadde to tidligere Stockhausen-elever i bandet – er det elementer av Stockhausen også her.

  3. Erik Steinskog Says:

    Enda en oppdatering. ANABlog har lagt ut enda en post der Gesang der Jünglinge ligger i mp3-format, og der coveret til Sgt Pepper også finnes. Enda et eksempel på tingenes sammenhenger.

  4. Torben Sangild Says:

    Den i Danmark ofte gentagede påstand om at Stockhausen skulle have ‘nie erhörte Klänge’ som sin ambition er faktisk et fantom. Stockhausen har aldrig sagt det. Og det er ikke noget med at han er blevet citeret for det og så siden har trukket det tilbage – der findes ikke nogen artikel eller noget interview hvor han siger disse ellers berømte ord (i Danmark). Det er naturligvis ikke din fejl, Claus, for fantomcitatet gentages som sagt ofte – også i lærde bøger. Bare aldrig med en henvisning…

    Med til billedet af Stockhausen hører også en mand med stigende storhedsvanvid, der betragtede sig selv som en religiøs profet og forventede af omverdenen (inklusive hans egne børn) at den skulle gøre ligeså. Han var sjældent i stand til at føre dialoger, kun monologer, hvor han trådte frem og kundgjorde sin genialitet for alverden. Filmen knækkede først 11. september 2001 da han rodede sig ud i noget der havde større rækkevidde end hans discipelkreds.

    Hvad angår alle de pop-, jazz- og electronica-musikere der antyder en kærlighed til Stockhausen, blev den ikke gengældt. Han fandt musik med brug af gentagelser banal. Og han så sin musik som en slags forskning i lyd, hvor en erkendelse gøres én gang og så må man videre. Ud fra en sådan æstetik falder det meste til jorden.

    Gesang der Jünglinge er et fantastisk værk, som også for mig står som det største han har begået.

  5. Erik Steinskog Says:

    Den estetikken du beskriver her til slutt Torben har vel sånn sett likheter med “nie erhörte Klänge” også selv om Stockhausen ikke skulle ha uttalt de ordene som et program? Og hva gjelder “storhedsvanvid” synes jeg vel pressemeldingen fra stockhausen.org på mange måter taler for seg… i det minste hva gjelder de store kosmiske dimensjoner.

  6. Claus Krogholm Says:

    Nu skriver jeg sådan set heller ikke, at Stockhausen skulle have ‘nie erhörte klänge’ som ambition, men at det var programmet for en esoterisk modernisme (i sig selv et fantom), som mange så Stockhausen som indbegrebet af. Vel ikke helt uden grund, jvf. Eriks svar/spørgsmål.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s


%d bloggers like this: